Af Stig Bergendorff
Ved første øjekast ligner det japanske drama Monster en tragedie om en forstyrret ung dreng ved navn Minato (Soya Kurokawa). Nogle tegn ved drengen får dog moren, Saori (Sakura Ando), til at undres. En ny frisure, sår på øret og underlige spørgsmål om grisehjerner er blandt de ting, der overbeviser hende om, at noget er galt med hendes søn.
Efter insisterende forsøg på at få Minato til at fortælle, hvad der er galt, indrømmer han over for sin mor, at Hr. Hori (Eita Nagayama), hans klasselærer, har slået og nedgjort ham. Saori begynder herefter en indædt jagt for at få sandheden frem og, ikke mindst, at få Hr. Hori stillet til ansvar.
Hvad der herfra kunne lugte af en kafkask kamp mellem individet og systemet ændrer sig lynhurtigt, da perspektivet, i bedste Rashomon-stil, overgår til at følge Hr. Hori. Vi opdager nu, at Minato måske ikke har fortalt den hele sandhed. Er vi havnet i en japansk version af Jagten (2012); et vaskeægte mysterium?
Ikke helt. For selvom Hr. Horis oplevelse er en sørgelig en af slagsen, så viser filmen sidste del, som opleves gennem Minatos øjne, at det er her, det egentlige fokus lægges. Hans fortælling er en om at finde sin plads i verden; om at acceptere den man er. Særligt vennen Yori (Hinata Hiiragi) bliver fundamental for mysteriet, men også denne søgen på identitet.
Hvis ovenstående har forvirret dig mere, end det har oplyst dig, så er det nok fordi, at Monster er en film, som skal opleves på egen krop. Kore-eda Hirokazu, der også stod bag den Oscar-nominerede Shoplifters (2018), har med Monster skabt et gribende og unikt værk, hvis narrative opbygning samtidig kaster tankerne tilbage til landsmanden Akira Kurosawa; en af historiens nok mest indflydelsesrige instruktører.
Kore-eda formår at få det bedste ud af sine skuespillere. I en film med flere barne-skuespillere er det ikke så lidt imponerende, at ingen af disse står ud på negativ vis eller fremstår utroværdige. Særligt sammenspillet mellem de to hovedkarakterer (Minato og Yori) er bygget på pragtpræstationer – subtile hentydninger og naturalistiske spil løfter langsomt sløret for, hvad de to drenge egentlig betyder for hinanden.
Mysteriet – spørgsmålet om, hvem der er det egentlige ”monster” – nedtones som sagt hen ad vejen. Ikke desto mindre tjener det, sammen med de skiftende perspektiver, som forfriskende elementer til en ellers tung fortælling.
Hvad Monster i virkeligheden er, er nemlig en række beretninger om individer, som på hver deres måde har det svært i tilværelsen. Hvad end der er tale om ulykkelig kærlighed, søgen på identitet eller tab og afsavn. Kore-eda har på fornem vis formået at kombinere disse skæbnefortællinger med de modige narrative valg, så det på intet tidspunkt fremstår forceret.
Filmen er ikke gået ubemærket hen. En Palme d’Or-nominering og to sejre, henholdsvis bedste manuskript og Queer Palm, indbragte Monster ved dette års filmfestival i Cannes.
Kommentarer